132
for skyldig, og at han, bange for saa afskyelig en skam, va
kommet, for at skiule sig i Schweitz. - -
Jeg spurgte, om hans forældre vare af en heftig
Gemytsart. Men aldrig havde de efter hans beretnin
slaaet et eneste af deres børn. Aldrig havde naturen dannet
kiærligere og meere eftergivende forældre. --
Fleere beviis behøvede jeg sandelig ikke til at blive
fast overtydet om hans families uskyldighed. To for deres
ærlighed bekiendte handelsmænd i Geneve, som havde op¬
holdt sig hos Calas i Toulouse, gave mig nye efterretnin¬
ger: Og disse bestyrkede mig i min meening. Langt fra at
holde Calas familie for fanatisk og morderisk, troede jeg,
at de vare det, som havde anklaget og fældet dem. Jeg
havde alt længe vidst, hvad man kunde vente af partieskhed
og bagtalelse. - -
Men hvor forskrækket blev jeg ikke, da baade Catho¬
liker og Protestantere, svarede paa de breve, som jeg, i den
ne sælsomme begivenhed havde skrevet til Langvedoe, at
man ikke burde tvivle om Calas forbrydelse? Jeg loed det
ikke afskrække mig. Jeg tog mig den friehed, at skrivetil
dem, som havde været befalingsmænd i provindsen, til
dem over de næstliggende, og til slaatsministrene. Alle ga¬
ve mig enstemmige det raad, ikke at befatte mig med saa
slet en sag. Heele verden var mig imod, og jeg blev ved.
Hør nu, hvad jeg giorde! -
Calas enke, hvilken man, for at legge overvægt til
hendes ulykke, og den uret, som var skeet hende, havde be¬
røvet hendes døttre, var flygtet til et enligt sted, hvor hun
nærede sig med sine taarer og ventede paa døden. Jeg
spurgte ey, om hun bekiendte sig til den protestantiske reli¬
giøn eller ikke, men alene, om hun troede en Gud, som be¬
lønnede dyden og straffede lasterne, Jeg loed hende spørgt,
om hun vilde underskrive, at hun krævede denne Gud til
vidne paa hendes mands uskyldighed. Hun betænkte sig ik¬
ke: og jeg var ikke heller tvivlraadig. Jeg bad Herr Ma¬
