135
for at have ædt et lam, og see saa det samme, som jeg
saae. Det er mig umueligt, at afskildre saa stor uskyl¬
dighed, og saa mange ulykker for Dem. Hvad bur¬
de jeg giøre, og hvad havde De giort i mit sted? Bør
man nøye sig med at sukke over den menneskelige na¬
tur? Jeg tog mig den friehed at strive til den øverste
Præsident i Langvedoc, en dydig og fornuftig mand:
men han var den gang ikke i Toulouse. Jeg loed ved
en af Deres Venner tilstille Vice=Canceleren en sup¬
plik. Jmidlertiid henretter man ved Castres, faderen,
moderen og begge døttrene in effigie. Deres gods er
beskrevet og ødelagt. Der er intet meer tilbage.--
Der er nu en heel, artig, uskyldig, dydig familie
underkastet den skam at tigge hos fremmede! Uden tvivl
finder de medlidenhed: men hvor haardt er det ikke
indtil sin grav, at være en gienstand for medlidenhed?
Man svarer mig endelig, at man kunde udvirke et be¬
naadelses brev for dem. J førstningen tænkte jeg, at
det var deres dommere, om hvilke man talte til mig, og
at dette brev skulde være for dem. De maae vel troe,
at denne familie vilde heller tigge sit brød dør fra dør
og døe af armod, end udbede sig en naade, som vilde
forudsette en forbrydelse, der var alt for gruelig, til at
kunde eftergives. Og hvorledes skulde de vel paa den
anden side faae ret, hvorledes skulde de lade sig sætte i
i fængsel i et fædreneland, hvor endnu halvdeelen af
folket siger, at Calas mord var retfærdigt? skal man
endnu engang appellere til Conseillet. Vil man sette
forsøg paa, at bevæge den almindelige medlidenhed, som
Calas ulykke maaskee har udtømt, og som vilde blive
kiæd af at have anklagede for børnemord at forsvare,
skyldigkiendte at give opreisning, og dommere at for¬
virre? --
Disse to bedrøvelige hændelser, som ere fulgte
strax efter hverandre, ere de ikke beviis, min ven, paa
denne uundgaaelige skiæbne, hvilken vores elendige slægt
