136
er underkastet? En forskrækkelig sandhed, som saa stærk
er indpræntet os af en Homer og en Sophocles,
men en nyttig sandhed, eftersom den lærer os selvforneg¬
telse og taalmodighed! --
Skal jeg sige eder, at imedens mit ømme gemyt,
var oprørt ved Calas og Strvens forskrækkelige
skebne, et menneske, hvis stand i kan giætte af hans
snak, bebreydede mig den andeel, som jeg toeg i to
fremmede familiers ulykker? Hvad er det, J befatter
eder med, sagde han til mig; lad de døde begrave de¬
res døde! Jeg svarede ham, at jeg i min udørk havde
fundet ifraeliten svømmende i sit blod. Taal, sagde jeg,
at jeg lægger lidet olie og viin paa hans saar! J er
Leviten, lad mig være Samaritanen.
Det er sandt, at man, til belønning for min
umage, har behandlet mig som en Samaritaner.
Man har skrevet en pasqvill over mig, under navn
af pastoral instruction. Men man bør glemme
den. Den er sammensat af en Jesvit. Denne
stakkel vidste ikke den gang, at mit huus var et
tilflugtssted, for en af Jesu selskab. Kunde jeg gi¬
ve et bedre betiis paa, at vi bør ansee vore fiender
som vore brødre?
Deres passioner ere kiærlighed til sandhed,
menneskelighed og had til bagtalelse. Overenestem¬
melsen af vore caracterer har dannet vort venskab.
Jeg har henbragt min levetiid, med at søge og be¬
kiendtgiøre denne sandhed, som jeg elsker. Hvilken
anden af de nyere historie=skrivere har forsvaret en
stor prindses minde, imod de grumme bagtalelser,
af, jeg veed ikke hvad for en scribent, som man kan
kalde kongers, ministres og store generalers bagva¬
skere, og som enda den dag i dag ikke kan finde
nogen læsere?
Fortsettelsen følger.
