138
udrydde paa samme maade, som Calas, da Philol¬
phien imidlertiid intet ønsker meere, end at berøve fa
natismi børn, løgn og forfølgelse, deres vaaben. Men¬
nesker, som ikke bruge deres fornuft, have vildet bringe
dem i foragt, som benytte sig af den. De have blan¬
det Philosophen med Sophisten, men de have bedraget
sig. Den sande Philosoph kan undertiden blive ophid¬
set imod den bagvaskelse, som forfølger ham. Han kan
med en evig foragt belegge den nedrige daglønner, som
tre gange om maaneden skiænder paa fornuften, smagen
og dyden *). Han kan ved leylighed giøre dem latter¬
lige, som anfalde Lærdom i den helligdom, hvor de bur¬
de have æret den. Men han veed hverken af sammen¬
rottelser eller af underfundige konstgreb at sige. Han
kiender ikke hævngierrighed. Han veed, som den viise
Montbart og Vore, at giøre jorden frugtbarere og
dens beboere meere lyksalige. Den sande Philosoah
oppløyer de udyrkede marker, formeerer plovene og føl¬
gelig de pløyendes tal, sætter den fattige i arbeyde oo
beriger ham, opmuntrer giftermaalene, hielper den fa¬
derløse, knurrer ikke imod nødvendige paalæg, og sætte
hondrn i den stand, at han kan betale dem med glæde.
Han forlanger intet af menneskene, men han giør alle
det gode, som han kan. Han gruer for hykleren, men
han beklager den overtroiske. Kort: han veed at va¬
re ven.
Jeg merker, at jeg har skildret Dem, og at
der inket vilde fattes i, dersom De var saa lykkelig at
boe paa landet. Forbliver &c.
*) Hermed forstaaes Freron, som, for at følgr
Herr Voltaires skrivemaade, er bekiendt for
1' Ane Riixernire.
