140
Touloufe over 40 aar, og var almindeligen bekiendt
for at være en god Mand, en god borger og en god
Fader. Saa vel han selv, som hans kone og børn
vare Reformeerte, undtagen en søn, som havde anta¬
get den Romersk Catholske lære. Faderen var saa
saa langt fra at hade sin søn Ludvig Calas derfor,
at han tvert imod gav ham en lille Pension, og han
havde desuden en Catholsk tienestepige i huuset, som
han havde haft hos sig i 30 aar, hvilken alle hans børns
opdragelse havde været betroed.
Han havde endnu en søn ved navn Mare An¬
ton Calas, som havde lagt sig efter studeringer. Disse
havde dog faaet saa lidt magt med ham, at han over¬
alt holdtes for at være af et uroeligt, skyggefuldt og
arrigt gemyt. Siden al ting ey gik ham efter ønske,
og han desuden som reformert ey kunde haabe at be¬
stige de æretrin i Toulouse, som han ønskede, beslutte¬
de han selv at ende sit liv, og han loed sig formerke
dermed for nogle af sine venner: han bestyrkede sig
ogsaa i dette forsæt ved at læse alt hvad han fandt skre¬
vet om selvmord.
En dag (det var den 12 Octobr. 1761) som
denne Mare Anton havde tabt sine penge i spil, be¬
sluttede han ey længere at opsætte sit forehavende. Afte¬
nen forhen var fra Bordeaux til Toulouse ankommet
et ungt menneske omtrent 19 aar ved navn Lavaisse,
en søn af en berømt Advocat i sidstnævnede bye. Dette
unge menneske var over alt bekiendt for et godt og fromt
gemyt; og som han var en ven af Mare Anton Ca¬
las, saa vel som af den hele familie, saa kom han af
en hændelse til at spise med dem om aftenen. Faderen,
moderen, Mare Anton deres ældste søn, og Peter
den anden søn vare de, som spiiste med den unge La¬
vaisse. Da maaltidet var forbi, gik de ind i et andet
