141
værelse, men Mare Anton gik ud. Da Lavaisse
vilde gaae, fulgte Peter Calas med ham, og da de
komme ned fandt de Mare Anton ophængt paa en
dør i hans bare skiorte, som ikke var i mindste uorden.
Hans klæder vare sammenlagde paa Contoiret, hans
haar vare vel friserede, og paa hans legeme syntes in¬
gen saar eller blaghed. Alle naboer vare forsamlede,
thi klokken var endnu ikke 8; og endskiønt der ikke var
meer end et tynt plankverk imellem dem og stedet, hvor
gierningen skeede, saa havde de dog ikke hørt mindste
skrig eller raab, af hvilket alt man kan slutte, at Marc
Anton Calas havde hængt sig selv.
Man kan let forestille sig en deel af Forældre¬
nes sorg og forskrækkelse ved denne ynkelige hændelse;
den yttrede sig i skrig og i raab, som bleve hørte af
alle naboerne. Lavaisse og Peter Calas løbe ganske
afsindige hen at hendte nogle Chirurgi og Rettens be¬
tientere. I det samme havde pøbelen samlet sig om¬
kring huset, hvilken, som er at mærke, er meget over¬
troisk og hidsig i denne bye. De ansee andre mennesker
som udyr, saa snart de ey ere af samme Religion, som
de. Det er i denne bye, at man aarlig ved processio¬
ner og andre glædestegn holder den dag høytidelig, paa
hvilken de for 200de aar siden dræbte 4000 reformer¬
te indbyggere. Syv Raadsbeslutninger have forgieves
forbudt denne afskyelige fest: det Toulousiske folk har
alletider blevet ved at fiire den som en glædes dag.
Blant denne mængde pøbel, som havde samlet
sig uden for huuset, var der en som raabte, at Johan¬
Calas havde selv hængt sin søn Mare Anton op. J
mindre end et øyebliks tiid hørtes samme raab overalt.
Man veed, at naar pøbelens gemytter en gang ere op¬
bragte, saa gaae de baade langt og vidt. Nogle tillag¬
de snart, at den døde skulde dagen derpaa afsværge den
