142
reformeerte lære, og at hans familie, saavel som den
unge Lavaisse, havde af had imod den Catholske reli¬
gion myrdet ham.
En Raadsherre (Capitoul) i Toulouse ved navn
David, som blev opvakt ved denne folkets tale og vilde
giøre sig berømt ved sin nidkiærhed, loed fængsle den
gandske familie, tilligemed Lavaisse og den Catholske
tienestepige, som alle bleve sluttede i jern. Mare An¬
ton blev med stor vragt begraven i St. Stephang
kirke, uagtet at sognepresten var derimod. Et munke¬
brøderskab i Toulouse, som kalder sig de hvide Poeniten¬
ter, loed holde en høytidelig siælemesse over ham, ligesom
om han kunde have været en Martyr. Man tilbad
ham og allerede som en Helgen. En munk, som vilde
skaffe sig vedvarende reliquier, rykte ham nogle tænder
ud af munden, og et ungt menneske blev gal, fordi han
han havde bedet nogle nætter paa den nye helliges grav,
uden at kunde erholde et mirakel, som han forlangte
&c. &c. &c.
Tretten Dommere forsamlede sig alle dage for
med det første at afgiøre denne sag. De kunde intet be¬
vis faae imod familien, men deres fanatiske iver tiente
dem til beviis, og efter mange ordtrætter komme de en¬
delig saa vidt, at den gamle Johan Calas blev ved8
stemmer dømt til at radbrækkes.
Nu bør man vide, at det ved undersøgning
blev beviist, at Johan Calas, hans Kone, Peter
Calas, Lavaisse og tienestepigen ikke havde været
skildte ad et eneste øyeblik den gandske aften, da
denne ulyksalige gierning skeede. De skulde følge¬
lig alle have været Johan Calas behielpelige til
at ophænge sin søn, hvilket Dommerne ogsaa troe¬
de, og følgelig burde de lade dem alle radbrække.
