143
De nøyede sig dog med til en begyndelse at fuld¬
føre dommen over Johan Calas. De tænkte nem¬
lig at en gammel mand ey skulde holde mange
pinsler ud, men at han under bødlernes slag skulde
bekiende sig skyldig, og angive dem, som vare deel
agtige i samre misgierning. Man kan tænke,
hvor bestyrtede de bleve, da han paa steyle og
hiul og i sin sidste dødsangest ey havde andet at
sige, end at han krævede Gud til vidne paa sin u¬
skyldighed, og bad ham ey regne sine Dommere
denne gierning til onde.
Siden Johan Calas var død paa denne
maade, torde Dommerne ikke radbrække flere. La¬
vaisse og tienestepigen bleve satte paa fri fod, Pe¬
ter Calas blev forvist landet: døttrene bleve tagne
og med magt indsperrede i et kloster. Moderen,
som havde mist sin Mand, Børn og Eiendom,
opsøgte sig et sted paa landet, hvor hun var lige¬
som en Eremit midt i den folkerigste deel af ver¬
den, uden brød, uden haab og næsten qvalt af saa¬
dan en uhørt og græsselig ulykke. Her var hun,
da nogle retsindige personer hende anmodede om at
foretage en reyse til hovedstaden, for der at an¬
raabe Kongen om naade og ret. Hun lod sig
overtale til at reise, endskiønt hun var saa svag,
at hun neppe kunde staae, og hun kom endelig til
Paris, hvor hun strax blev hørt og fik i en hast
mange ædelmodige hielpere. Hendes to Døttre ble¬
ve hende tilbage givne, og man saae dem snart alle
tre gaae omkring i byen klædte i sørgeflor og med
vaade øyne: faa kunde see dem, uden selv at fælde
taarer.
Der fandtes ikke des mindre endog i Pa¬
ris nogle personer endnu, af det Slags som man
