146
satte i større Lys, til deels bekræftede. Saaledes havde
jeg ved fuldkommen Sundhed en vigtig Nytte af De¬
res Arbeide.
Men Forsynet behagede at sætte mig i Omstæn¬
digheder, ved hvilke det endnu kunde giøre mig større
Tieneste. Jeg faldt i Sygdom; vel var den i Begyndelsen,
ikke saa hæftig, at jeg behøvede at overgive Livs Haab;
den, der har Karrene fulde af Mælk, og Marven i
Beenene vædskefuld, har vel ved stærkere Angreb endog
tordet betragte Døden, som langt borte, og trodse denne
Forskrækkelses Konge med en modig Forsikring endnu
ey at blive hans Rov; men omendskiønt jeg troede at
kunne undgaae Døden, uden ligesom at rives fra den
saa holdt jeg dog for, at jeg ey tog Feil i at betragte
enhver Sygdom, i hvor svag den end er af Begyndelsen,
og hvor meget den smigrer os med Haab om Livet, som en
Overbringer af det Budskab, hiin Konge fik: Beskik dit
Huus, du skal døe og ikke leve! Jeg forestiller mi
en i Angrebet lemfældig Sygdom, som en Læge eller Præ¬
hos en Dødsyg, som dog ikke gierne vil troe Dødens
Komme. De pleye at bruge mange Omsvøb, Talemaader
som baade give Haab og dog indjage Frygt, for at faaetil¬
bragt den, Døden spiller paa Læberne, det Begreb om Dø¬
den, som han saa meget flyer for. Uden Tvivl handler saa¬
vel Lægen, som Præsten herudi efter Forsigtigheds Regler,
hvor Omstændighederne fordre det; Erfarenhed har ved
adskillige Exempler stadfæstet, at en overiilet Forestilling
om Døden har gjort det lidet Haab, som var tilovers for
Lægen, og Præstens gandske Øyemeed frugtesløst; men
jeg troer herhos, at den Syge handler best for sig selv, som
betager baade Lægen og Præsten Nødvendigheden i denne
Forsigtigheds Anvendelse; lykkeligst skeer dette, efter min
Mening, hvor Døden, endog ved Begyndelse af Sygdom,
omgaaes med den Agtsomhed, man er et hvert Budskab
skyldig, og i sær det, der bringer os saa vigtige Efterret¬
ninger.
Saasnart var derfor ikke Anmældelsen skeet, fø¬
rend jeg tillod Døden frie Adgang til mine Tanker. Den
