147
havde ubehindret Ind= og Udgang hos mig, og ved hvert
Besøg blev den mig taaleligere. Tænke=Kraftens Indret¬
ning hos os giør det naturligt, at en fortsat Eftertanke som
oftest og helst hæfter sig ved det, hvorfra den har hentet sine
sidste Forestillinger; det er saaledes ikke underligt, at Mel¬
lemhandlingen imellem Døden og mig grundede sig paa de¬
res Tranqvilli Betragtninger. Sandhederne i dem skin¬
nede overalt i sit klareste Lys, men tvende af dem udviklede
sig da i Særdeleshed udi mit Sind.
Jeg fandt hvad Kraft, Ære, Rigdom og Vellyst,
disse, der med saa stor Hengivenhed dyrkes i Verden, ja
endog, naar man forestiller sig dem meest ordentlige, hvad
Kraft de har paa den Syges Sind, naar han seer Døden
for sig.
Ynkværdige Slaver! der, som hiine i den huule
og slibrige Opgang til Lyksalighedens Boelig, har hen¬
bragt deres Dage med at gribe efter Skygge og visnende
Blomstere, hvor forfærdeligt maae det Øyeblik være for
deres Tanker, naar den Frugt, som deres Siæle ene har
attraaet, viger tilside, og alle Ting, som vare feede og skin¬
nende, fare bort, og det saaledes, at de ingenlunde finde
dem meere, Hvad skulde hos saadanne forsøde Dødens
Bitterhed? Død og intet Liv? ingen Evighed efter Døden?
det er jo ikkun Piine for disse, der endnu hiige efter Velly¬
sters Strømme. Evighed da, men hvad for en skulde trø¬
ste dem, uden den der svarer til Odins eller Mahomeths
Lære=Bygning? Kunne de vel, tør de vel ved Eftertanke
om Døden lroe saadan Evighed? Nogle saa haardt sovende
i Livet, kunde maaske sove hen i disse søde Drømme i Døden;
men, naar Vækkeren inden fra ikke længer vil lade sig dysse,
naar Vægterne uden fra begynde at raabe, naar Formod¬
ning og Overbeviisning forkynde saadanne Krig, og Dø¬
den i det samme fremstiller sig, som den sidste og værste Fi¬
ende; O Forbarmeren, den evige, lade sig da røre af disse
Ulyksaliges Nød! han, som Hav og Væyr ere lydige, dæm¬
pe det oprørte Hav, der bruuser og skummer i deres Hier¬
ter! Hvorledes skal ellers Dødens Bitterhed bortvige?
