150
glædes tilligemed ham i den større, den evige. Jeg vil ikke
tale om dem, hvis Vilkaar ved Deres Vens Fraskillelse bli¬
ve trange; der underkastes tildeels Vold og Uret, tildeels
Forargelser; den, der kand døe vel, og i sin Død vælte sin
Omhue paa HErren, kand vel og troe, at denne vise og
mægtige skal see til, skal formaae at tage de efterladte under
sin Omhue og sørge for dem, om deres Vilkaar vare ikke
engang gode og mindre iblant de beste. Men mit Øye er
her vendt endog til saadanne, der have meere end den dag¬
lige Nødtørft, der efterlades iblant troe og retsindige Ven¬
ner, som kunne ved Guds Naade forebygge Vold og de far¬
lige Følger af det Onde, Verden ligger udi. Den Smerte,
saadanne føle ved en Vens Fraskillelse eller ved Forestilling
om den, kand og hindre den Stilhed, med hvilken en syg
og døende kunde betragte sin Henfart.
Jeg taler her atter af egen Erfaring; dette, maae
jeg tilstaae, kostede mig Strid; omgiven af de beste Ven¬
ner, hvis Øyne overalt forklarede mig en Bekymring og
Frygt for Skilsmisse, følede jeg midt i Hengivenhed do
et Sting i Hiertet ved Dødens Betragtning. Saasnart,
jeg nævnede Død, eller gav Anledning til at forstaae, den
var min Betænkning, strax var Frygten malet i Ansigter¬
ne, og den, hvis Hierte er bundet til mit, røbede samme
strax med de heedeste Taarer; det gaaer haardt, naar den
tredobbelte Traad skal sønderrives. Jeg havde her en
Slags Forsmag derpaa.
J saadanne Omstændigheder var Døden mig paa
denne Side alene bitter; jeg tænkte paa at rydde endog
dette Anstød af Veyen for mig, men saasnart jeg satte For¬
søg derpaa, var jeg ved Ømhed over at forøge Bedrøvelsen
hos andre, afskrækket. Jeg fattede da mit Sind i Stilhed,
og hensatte dette til et nærmere Forsøg paa den Tid, naar
min Opløsning aldeeles utvivlagtig kunde kiendes for
Haanden. Jntet kunde hindre mig fra at tage imod den
med Glæde, naar jeg allene kunde forestille mig mine efter¬
ladte trøstede; det skulde blive mig en betydelig Hierte¬
Styrkning at tage Afskeed med dem, ikke som følesløse, men
dog som de, der havde Mod nok til at ønske mig til Lykke
