151
med min Henfart. Jeg kunde giøre det uden Frygt i Hen¬
seende til deres Velfærdt og Lyksalighed; den jeg efterloed
dem, vidste jeg, var større end jeg; og kunde jeg være saa¬
lykkelig at høre dem tale, som hiin Mand efter Guds Hier¬
te, og trøste sig, som han efter sit Barns Død: Jeg kom¬
mer til det, omendskiønt det ikke til mig, da holdt jeg
mig ved HErrens Kraft mægtig til at sige: visselig er
Dødens Bitterhed bortviget.
Til at naae dette fandt jeg nu ikkun en Vey; den
maatte blive det sidste Forsøg, naar Haabet var meest for¬
svundet, og Nødvendigheden da kunde komme de andre be¬
vægende Aarsager til Hielp; Jblant disse sidste maatte den
Tillid og Hengivenhed, vi ere Gud skyldige, den Overla¬
delse i hans Villie, samme fordrer, have det første Stæd.
Hertil havde jeg tænkt at føye endnu een, hvorpaa jeg, un¬
der Guds Naade, stoelede endeel. Jeg vilde bestride dem
med deres egne Vaaben. Den Kiærlighed, som var Aar¬
sag til deres Sorg, skulde være med at stille den, eller trøste
i den: Det er Kiærligheds=Art, at søge ikke sit eget, men sin
Vens; Misundelse er langt fra den, hvor den er uskrømtet,
og den fornøyer sig i det Gode, der møder dens Ven, som
det var den selv vederfaret, Ved den inderlige Kiærlighed,
med hvilken jeg var elsket, vilde jeg derfor forbinde dem til¬
at holde Maade i Sorg, og trøste sig over min Død. Jeg
vilde befale dem Gud og hans Naades Ord, og dette skulde
være min sidste Bøn, at de ey vilde misunde mig den liden
Tiid, jeg vandt forud for dem, til at komme i Hvile; de
maatte forestille sig at de havde fulgt mig, som deres Ven,
hiem, og havde endnu et lidet Stykke til deres eget, som den,
der har giort dette, ikke misunder den første sin Glæde, eller
bliver staaende ligesom for hans Dør uden at gaae videre,
men opmuntres af den Fornøyelse, han erfarer hos ham,
til at iile for selv at smage den Sødhed, hvormed Hiemmet
tager imod Vandringsmanden, saa skulle de og findes i
hellige Omgiængelser og Gudfrygtigheds Øvelser, som de,
der vente og haste til Guds Dags Tilkommelse.
Da jeg med et roeligt og Gud hengivent Hierte for¬
nøyede mig i disse Betragtninger, erfarede jeg, at min Hel¬
