155
Det er og langt bedre, at have slet ingen Poeter og
Talere, end at have middelmaadige, ligesom man hel¬
lere, end at høre en slet Musik, haver aldeles ingen.
Det almindelige beste fordrer at tænke saaledes, og
Publicum selv bør aldrig berømme andet, end Mester¬
stykker. Jeg vil sige aarsagen: store Genier ere de,
som ære og berømmelse egentlig tilkommer. Man kan
med intet andet betale dem de usigelige vanskeligheder,
som endog de mest begavede blandt dem have at oversti¬
ge, inden de naae deres høyde; følgelig tør man ikke
heller deele berømmelse ud til en hver Auctor, som har
en sund forstand og sine fem sandser, men man bør hol¬
de derpaa, saasom paa en meget rar mynt, paa det at
den ey maa blive for meget udspredet og derved tabe
sin fornemmeste værdie.
Efter denne indledning kommer jeg nu til styk¬
kerne selv; men som de alle ere forud noksom bekiendte,
saa bør man des mindre undre, om jeg gaaer de fleste
forbi, og ikkuns opholder mig lidet ved Pris=Skrifter¬
ne. Af disse er det første Herr Tullins om Søefar¬
ten. Dette Skrift er et mesterstykke, og det samme
blandt samlingen, som den er blandt andre danske bøger.
Jeg er ikke aldeeles af samme tanker med selskabet, som
ønsker at Digteren havde opholdet sig meere ved de for¬
deele, som seyladsen har tilveyebragt menniskene. Jeg
troer at Forfatteren har anseet sagen ikke alleneste paa
den meest Poetiske, men ogsaa paa den retteste side, naar
han mere har beklaget det onde handelen har udspre¬
det, end som roest den nytte, samme har medført, Vel
er sandt, at seiladsen er en forunderlig opfindelse, og faa
sager giøre det menneskelige genie mere ære. Men vi
have dog ikke andre fordeele deraf, end at vi kunne be¬
nytte os af adskillige ting, som vore egne Lande ikke
frembringe og som vi gierne kunde undpære, ligesaa vel
som vore Forfædre. Denne leylighed vi have til at
