156
faae al Slags overdaad giør, at vi alle daglig ligeson
arbeyde paa at forøge vores nødvendigheder, i steden for
at enhver burde søge til at indskrænke dem. At behøve
ingen ting er gudommeligt, siger Plato; og at be¬
høve saa lidt mueligt kommer Guddommelighe¬
den nærmest. Handelen og den dermed følgende over¬
daad har lært os at tænke tvert herimod. Følgerne der¬
af er unøysomhed, uretfærdighed, og alle gamle og sto¬
re dyders udryddelse. Slutningen bliver Landes og
Rigers alt for pludslige undergang, hvilket alle tiders
historier kunde lære os, dersom vi ikke allerede vare for
syge, til at imodtage nogen lægedom.
Men at komme til Skriftet selv, da maa man
bekiende, at alt hvad der kan tiene til at giøre en
Digt ypperlig, det findes her: godt anlæg, høye tanker,
rigtige udtryk, god versifikation og overalt en megtt
levende indbildningskraft. Jeg kan ikke bedre bevise
dette, end ved at anføre nogle stykker deraf, og jeg haa¬
ber at ingen af mine Læsere tager mig det ilde op. De¬
som have læst dette prisskrift ni gange tilforn, skulle
endnu med lyst læse det den tiende, thi denne Digt er
ogsaa en blant dem, som Horatz havde i sigte, naa
han sagde; bærc decies repetita placebit.
Naar Forfatteren i forveyen har talt om Sey¬
ladsens oprindelse, og hvorledes man paa havets vilde
ørk brugte om dagen solen, om natten polstiernen til
veyvisere, tillægger han pag. 16.
Saa voxte vid og kunst, men vellyst endnu merer
Fra hver opdaget strand kom nye lyster frem;
Det land som mætted en, det avled mange flere,
Og med hver ladning guld kom tusind laster hiem.
