159
Du seer det gule støv, og veed ey selv, hvor vægtigt
Det er for hines siæl, som nærmer sig din strand;
Men viid, der er en jord, hvor guldet er al¬
mægtigt,
Og hvor man himlen selv for verler kiøbe kan;
Hvad nytter det, jeg vil Eurepas laster skone,
Naar døbtes blotte navn er hedninger en skrek?
Hør blodet raaber lydt fra Montezumas throne!
Mon iberfloden kan aftvætte denne flek?
Du aabner sindrig nok naturens skiulte giem¬
mer.
Og gir for vind og hav snart almagts love ud;
Du bringer verdner frem, men plyndrer dem, og
glemmer,
At ogsaa vildes suk kan trænge op til Gud.
Du med en modig aand erobrer, deler jorden,
Men for en haandfuld støv gir siælens ro til pris;
Det folk, som dyrker dig, det knuser du med
torden
Og aabner helvede i verdens paradis.
Du
