163
mark giorde af et poetisk genie, hvis lige det ikke har
havt, og næppe saa hastig faaer. Her er vel ikke for
nærværende tid nogen Digtere i begge Riger, som tør
love os saa mange gode stropher i rad? Er der maaskee
nogen hos vore naboer, som formaaer det? Gellert
kan ikke, og Dalin er død. Hvilken skade for os, at
vor Tullin ikke havde leylighed at anvende al sin tid
paa studeringer, at han ikke levede i hovedstaden,
men frem for alt at han ikke levede?
Det er om saadanne Poemer, som det jeg nu har
anført stykker af, at Horatz siger:
Uhi plura nitent in carmine, non ego paucis
Osfendur maculi,: quus aut incuria fudnt,
Aut Pumana parum cadit natura
Jeg skulde derfor ey heller gaae videre, dersom
Auctor endnu var i live. Men som han alt længe siden
er gaaet bort, og vor berømmelse nu ligesaa lidt nytter
ham, som vor dadel kan skade, saa vil jeg ikke undlade
at anmerke nogle smaa feyl, som han synes at have be¬
gaaet. Jeg giør det saa meget des hellere, som vore
rimmagere, der kalde sig Poeter, deraf maa kunde see
og slutte, at om man ikke overseer med en Tullins feyl,
da skal man endnu mindre giøre det med deres.
Det første jeg finder at anmerke, er at Diævelen
spiller en alt for stor rulle i denne digt. Auctor har
brugt dette fæle ord paa 8 adskillige steder, og det uden
at have nogen kraftig aarsag, thi man seer ikke paa no¬
get sted, at det opvækker nogen særdeles sterk forestilling
hos Læseren. Jeg veed ikke om Auctor har tænkt med
