166
eller trochaiske. Skulde nogen undtagelse herved gi¬
res, da kan den ikke strekkes videre, end til saadanne
trestavige ord, som ere sammensatte af to andre, saa¬
som ligevægt, varetægt m. f. dem man endelig kan
taale. Jeg veed nok, at vore Skribentere regne det ey
saa nøye, og at de endog snart alle sette slige ord, som
helvede og tienere endog i slutningen af verset og lade
dem rime sammen, men jeg veed og at det skurrer stærkt
i sunde ører. Skulde man lade det gaae, da burde det
dog ikke være uden i fabler, Comoedier og saadanne
Slags Srifter, som ikke egentlig ere Poesie.
Pag. 10.Forlad det førr ge hav.
Denne apostrophering holder vel ingen til gode,
og jeg saa meget mindre, som jeg holder all ordenes
forkortning for utilladelig i vers, endogsaa om udtalen
ey er derimod. Den poetiske friehed bestaaer i langt
andre ting, end i at vanskabe sproget, hvilket bør finde
sin helligdom hos Poeter om det end af alle andre Skri¬
bentere forhutledes. Vil man endelig giøre noge
undtagelse herved, og tillade Poeterne undertiden at
bortkaste en stavelse, da skeer det vel rettest i de trestavi¬
ge ord, som forud ere omtalte saasom i vers ubrugelige,
men da maa udtalen desforuden give lov dertil f. 4.
himlen for himmelen.
Pag. 7. m Jag ogsaa du min gest!
Jag er her i henseende til det følgende et alt for
vægtigt ord til at være kort, og giør derfor et ubehage¬
ligt øre=lyd, hvilket en Poet alletider bør undvige, thi
det er just for at behage ørene, som Poesien er opfunden.
Jeg sagde, at jag i henseende til det følgende ord var
alt for vægtigt til at være kort, thi dersom man i steden
