169
byde, at sandheden allene herefter maa udgiøre indhol¬
den af et sindrigt vers.
Auctor giør her Poesien mere ære, end den
virkelig forlanger. Dens hensigt er vel, som Horaz
siger, baade at opbygge og behage; men det første skeer
dog meest tilfælligviis og opnaaes derved, at Poeter
paa en klygtig maade paaminde menneskene om deres
pligter, opmuntre dem til dyd og afskrække dem fra la¬
ster. En hver kan see, at det man kalder at undervise
grundigen, er noget gandske andet. Den som vil
giøre det, maa fra en vis antagen grundsetning gaae
trin for trin, uden at giøre noget spring eller tage no¬
gen afvey, lige til han kommer til den setning, som
han vil bevise. Hvo skulde nu taale en Poet med saa¬
dan en skildpaddegang? Han som bør fare frem som
en brusende Strøm, tordne og lyne for vore siæle!
At undervise grundigen, bliver derfor en ting, som
Poesien maae overlade til de nyttigere videnskabers
dyrkere; thi primum, iterum og tertio skulde klinge
alt for akademisk i et vers.
Hvad sandheden angaaer, da er jeg langt fra
at ville banlyse den ud af Poesien. Jeg veed vel, at
den er det, som setter det fornemste værd paa alle
ting, at
Le vrai seul est gimable
Quil doit regner par tout E meme dans le fable.
Men dette udelukker ingen Slags opdigtelse, (løgn siger
vor Auctor), naar den ikkuns har nogen grund i na¬
turen, og passer sig til sagen; og hvo veed ikke des¬
foruden, hvad der er for en stor forskiæl imellem den
Philosophiske og den Poetiske sandhed, til hvilken sidst¬
