170
nævnde den mindste tingenes lighed og overensstem¬
melse ofte er tilstrekkelig?
Jeg vil nu nærmere undersøge nogle af An¬
tors tanker, hvori han synes at have forhastet sig.
Pag. 78, heeder det: Man tæller saa faa grundige
Poeter paa samme tid, man seer saa utroelig en
mængde af de andre. Af det Slags grundige Poeter,
som Auctor her mener, saadanne nemlig som Racine
den yngre, som har afhandlet paa vers visse deele af
Theologien, tan man bekiendt vis tælle saa mange i
et hvert land, at jeg ey en gang holder det umagen
værdt, at anføre exempler derpaa. Faa af disse for¬
tiene dog navne af Poeter; og jeg veed overalt ik¬
ke, at de ere mange, dem dette ærenavn til¬
kommer.
Auctor kalder vel ikke med den gemeene mand
alle dem Poeter, som skrive i bunden stiil, ligesom
man ikke bør kalde en hver Maler, som kan smøre
nogle farver paa et bræt. Det er derfor nødigt at be¬
stemme, hvad man bør forstaae under det navn Poet,
og jeg tænker, at Horaz gierne kan antages til dom
mere i denne sag. Man veed, hvor stor Ziirlighed,
hvilken vel anbragt vittighed, hvad sandhed, hvilken
klygt og fiin skierts der overalt regierer i denne Poets
Satyrer og Epistler; dog alligevel forlanger han
ikke Titul af Poet for nogen af disse Skrifter.
Han siger:
Ingenium cui sit, cui mens divinior, at gre at
Magna sonaturum, des nominis bujut bonorem.
