176
blive dog for materiens skyld alletider henregnede ti
en mindre ypperlig elasse af Poesie, og Voltaire
agter sig selv meere Poet for sin Zaire eller Maho¬
meth, end for alle sine Lære=digte, om han endoe
havde skrevet tie gange saa mange.
Paa denne samme 79de Side giør Auctor
Æneas gandske elendig, og det for at faae os sagt,
at han elsker meere de Poemer, som underviise os
i Religionen, end de, som ikke have uden en Æne¬
as, eller slige lidt opbyggelige materier at handle
om. Dette er i en vis hensigt roesværdigt, saa¬
som det uden tvivl er en for vidt dreven dyd, der
har givet vores Auctor saadan en smag; det er
nemlig naturligt, at naar man er heftig indtagen
af noget hvad som helst, da vil man gierne at al¬
ting skal handle derom og gaae derpaa ud. Men
man maa herved see nøye til, at man ikke gaaer
videre end tingenes natur tillader, og at man ikke
ved en alt for stor nidkiærhed skader der, hvor man
tænker at gavne. Vores religion er saa hellig en
ting, og hvad den byder, maa tages saa nøye og
troes saa eenfoldigt, at her bliver intet sted for
nogle tilsætninger, og allermindst for saadanne poe¬
tiske opdigtelser, uden hvilke man ey kan giøre
sig noget begreb om Poesie. Man seer og, at
de, som have forsøgt at afhandle Theologiske sager poe¬
tisk, have snart alle havt det vanheld, at selv sandheden
har under deres hænder faaet et skin af fabel=værk,
hvilket ikke anderledes har kundet skee, i henseende til
den mængde af egne indbildninger, som de saa ofte
have været nødt til at mænge deri. Til følge af alt
dette tykkes de Poeter at have tænkt best, som have ud¬
