177
valgt saadanne materier, hvor man med fuld friehed
kan gaae ind i alle deres opdigtelser, og hvor man
uden fare kan overlade sig til alle deres indbildninger.
Vil man nu paa den anden side sige, at det er let at
skille digten fra sandheden, og at de hellige Digtere
følgelig uden fare for os kunne blive ved at synge, saa
skal det ei heller være mig saa meget imod, thi jeg for¬
dømmer dem ikke alle. Men øveralt maa man dog
vide, at materien giør her det mindste til sagen. Poe¬
sien er ligesom malerkunsten, og man bør dømme saa¬
ledes om den ene, som om den anden af disse kunster.
Om man nu haver at vælge imellem to ligevel giordte
Skilderier, hvoraf det ene er biblisk, men det andet
verdsligt, da vil jeg berømme den; som er saa god Chri¬
sten, at han foretrækker det stykke, hvoraf han formo¬
dentlig undertiden kan opvækkes til gudelige tanker:
men i fald der i henseende til malningens smukhed og
kunsten var nogen kiendelig forskiæl imellem disse to
stykker, da maa jo en fornuftig mand helst vælge det,
som er best giordt, uden henseende paa enten der fore¬
stilles Venus eller Jomfrue Maria.
Pag. 86. siger vor Anetor, at Voltaires
Henriade er noget nær saa smuk, som Virgilii
Æneis. Der er ikke større forskiæl imellem nat og
dag, end der er imellem begge disse Poemer, og til at
overbevises derom, behøver man kuns en liden kund¬
skab om Henriadens historie. Voltaire skrev dette
Poem, imedens han endnu var ung; han anvendte
kun liden tiid paa dets udarbeidelse; han tænkte ey en
gang i førstningen at han skrev et episk Digt, hvorfor
man og endnu finder deri saa mange Satyrer og andre
sager, som vanziere et helte digt; han blev ikke heller
færdig dermed, som er at see blant andet af de mange
variantes lectiones han selv haver udgivet. Naar man
