181
deres Verke, om man i en moeden alder skal kun¬
de forstaae dem. Vil atter Auctor sige, at vores
læremestere indtrykke i os i ungdommen, at alting
er smukt i disse helte digte, da er jeg bange at det¬
te beviser just det imodsatte af det, som Auctor tæn¬
ker. Dersom man vil at en ting skal tabe noget
af sin smukhed, da behøver man alene at byde og
befale os at finde den smuk; og jeg kiender man¬
ge, som da de ere komne til skiæls aar og alder
aldrig have kundet læse visse Skolebøger med lyst,
ihvor vel de end ere skrevne, og des alene fordi de
i deres ungdom ere blevne nødt til bestandig at
have dem under hænder og for øyne, som noget
smukt. Skulde ikke deslig en grund have været
aarsag til vor Auctors ekkel for begge disse Poeter?
Jeg bær saa stor høyagtelse for denne Skribents
lærdom og vittighed, at jeg vil gierne troe det.
Da jeg første gang læste Homers og Vir¬
gils heltedigte, fandt jeg ikke megen behag deri, og
som mig syntes betalte de mig næppe den møye.,
som jeg havde andvendt til at kunne forstaae dem
Jeg havde da kundet tale om dem, som Auctor til
dette pris Skrift giør; men jeg var ikke aldeeles
saa dristig. Og hvorledes kunde jeg være det? Jeg
vidste at jeg havde den heele lærde verden imod
mig, at Despreanx, som jeg allerede erkiendte for
Poet, siger om Homer:
Aimex donc ses ecrits, mais dun amour fincere;
kest &avoir profite que de savoir sy plaire,
