182
og om Virgil;
Si je pense exprimer un Auteur sans defant
La vaison dit Virgile -
i steden da for at fordømme disse Auctorer, fordi
jeg ei fandt dem smukke nok, fordømte jeg min
egen slette smag, og beklagede mig over skiæbnens
haardhed. Jkke desmindre, eftersom jeg fandt disse
Poemers berømmelse allevegne for mig, besluttede jeg
end en gang at gaae dem igiennem, hvilket jeg giorde
med mere fornøyelse end før. Nogen tiid derefter
giorde jeg samme forsøg med mere lykke, hvilket jeg
siden til adskillige tider saa ofte har igientaget, at jeg
nu endelig selv kan føle at de svare til den anseelse som
de have, og at de ere saa prægtige som naturen, hvi
smukhed ingen kalde i tvivl, endskiønt alle ikke see den.
Hvad jeg her siger om mig selv, er til ung¬
dommens tieneste, og kan ikke blive noget exempel for
vores Auctor; men ham vil jeg søge at overføre paa
en anden maade. Han giver sig ikke selv ud for
Poet, men han erkiender Horatz og Despreaux der¬
for. Nu veed Auctor, at disse paa mange steder,
som jeg ey behøver anføre, have erklæret Homer og
Virgil for de ypperligste Poeter. Bør han da ikle
tage sin fornuft til fange, holde dem for fuldkomne,
endskiønt han selv ej er saa lykkelig at føle det, og troe
disse kunstdommere, som have været med saa længe,
at de have snart graae haar under tienestens? En Kunst¬
ner maa jo bedre forstaae at dømme i sin kunst, end
andre. Auctor har jo selv tilstaaet, at Horatz og
