185
under øynene. Men det forholder sig ikke saaledes i
nærværende Poem, hvor Auctor uden fornødenhed la¬
der versene gaae ind i hinanden, og hvor man følgelig
ikke har, uden feylen, at bemærke.
Pag. 8. giver Poeten os et høyt begreb om en
deel af den heele verdens udstrækning i følgende stro¬
pher:
Tag lysets vinger paa, og flyv med stadig flugt
En verdens alder frem, fra klode og til klode!
Tæl sole, verdner der, hvor før kun prikker
stode;
Og see den første sol i øyekredsen slukt!
Tænk saa din flugt er endt, men viid du har
igien:
En lige endløs vei, hvor verdners skare vrim¬
let
Som der du kom fra før! - almægtig Gud,
jeg svimler!
Paa denne almagts top al tanke daaner hen.
