188
Man finder vel, at som og til høre til den sidste det
af linien, men dog staae de her inden for den første
grændser. Dette giør, at man, ved det ophold hemi¬
stiken fordrer, maa afskiære meningen, hvilket alletide
sløder ørene. Med samme ret kunde man jo skiære a
heelt ord af, f. e.
Hvor stoør en versema gere har Gyurler været
Og jeg undrer, at vore rimmagere ikke begynde den¬
med, thi saa var versekunsten endnu lettere,
Pag. 22. Hvor vidt materien rekker
Denne materie støder alt for meget baade øyne
og øren.
Pag. 27.
Hvor blev den lerke af, hvis søde toners kling
Jndbød min Philadon til morgenrødens under?
Den muntre vægter, som fra luftens top herunder
Opvækked Skabningen til andagt med sin sang.
Den fløy mod himlen op, og brændte fuld af lov
For ham, som havde bygt den spæde hals, som
trilled;
Og just da den sin bøn, sin morgenpsalme spilled,
Den blev=-o Philadon! -- den blev en falkes rov.
