190
3. En lang og en kort, eller rettere en vægtie
og en mindre vægtig stavelse bør i Alexandriniske
vers bestandig vexle med hinanden, ligesom de enstavige
og tostavige rimlinier.
Og herved er at agte, at man ikke er Poet
fordi man følger disse regler; men man kan ikke ofte
overtræde dem, og endda fortiene denne titel.
Jngen maa nu tænke, fordi jeg ved Poe¬
met om Skabningens ypperlighed alene har anmer¬
ket fejler, at jeg derfor skulde holde det for slet.
Havde jeg giort det, saa skulde jeg ikke engang have
talet derom. Jeg vilde selv gierne være skyldig til
alle disse i rette Sættelser med de vilkaar, at jeg og
skulde være berettiget til den ære, som dets forfatter
tilkommer. Den er stor, thi skiønhederne ere her i
langt større mængde end som feilene, da jeg dog ikke
engang har anført alle. At derfor slutte til Anctors
berømmelse, ligesom jeg har begyndt, saa kan jeg ei
bedre giøre, end at her anføre de smukke linier, hvor¬
med han ender dette sit Poem:
*) Saa kaldede efter Alexander af Paris, som
levede i 12te aarhundrede, og har skrevet
en Roman paa vers om Alexander Magnus.
