194
Actus III.
Scena. I.
Philandra allene.
Hvilke fataliter paa eengang. Først skulde
Spartan komme just som min Søster læste brevet, saa
jeg ikke kunde faae det igien; siden skulde hun tabe sin
Skiørtelomme, hvori det laae og saa skulde denne just
falde i Medoes hænder, som efter sin gamle vane haver
giort en heel historie deraf, og ventelig vil giøre meere,
thi jeg kunde ikke faae den udaf hænderne paa ham, i
hvor meget jeg bad ham derom. Det haver jeg alt¬
sammen mig selv at takke for: jeg kunde ey beholde
mit brev for mig selv: jeg kunde ikke leve, uden at min S¬
ster ogsaa skulde læse det: jeg burde have forestilt mig, at
siden hun er af gandske anden humeur end jeg, og ret
pietistisk i Kiærligheds=Sager, saa kunde dette brev ey
heller interessere hende meget, og at det altsaa var for¬
giæves umage, at vise hende sligt. Men vi ville ende
ligen, at heele verden skal finde behag i det, som for¬
nøyer os. Nu er jeg vis paa, at den skindsyge Medoe
uagtet alle mine bønner, viiser Spartan brevet og da
er jeg i flugten. Af alle mine Elskere er Spartan den,
som jeg heldst vilde udvælge til Mand, og derefter ha¬
ver jeg alletider indrettet mine mesurer. Han er ung,
rask, riig og tillige af saa godt og taaligt Sindelaug,
som man nogensinde kan ønske sig. Han siger vel ogsaa,
at han ikke er jaloux, men saa siger de næsten alle.
Fandentroe--dem--. Vore mandfolk ere ubillige nok
til at ville betage os Fruentimmer all Fornøyelse, da de
dog selv tager sig Friehed til alle ting; og hvad kan
der være ubilligere til udi verden? de have meget der
