196
vor lod: Skulde vi da ikke benytte os deraf den korte
Tid som den varer? Os selv fornøyer vores Skiønhed,
ikke: jeg kand staae een heel dag og betragte mig i Spen¬
let, uden at finde nogen særdeles fornøyelse deraf, og
jeg behandler min heele blotte Krop med samme kold¬
sindighed, som i fald jeg havde et stykke Lammeskind i
haanden: Skulde jeg da ikke overgive mig dem, som
finde behag derudi og betale mig med lige Mynt? Jo¬
til Kiærlighed ere vi fødte, dertil have vi stærkere be¬
giærlighed, end alle Mandspersoner og mindre Kræfter
til at staae Fristelsen imod. De maae derfor holde os
til gode, at vi fornøye os ligesaavel som de. Forskiæl¬
len bliver alleneste, at vi maae cachere vores Spill for
at undgaae den Skam, som de haver behaget at sætte
derpaa; og det er ogsaa noget, som jeg alletider haver
beflittet mig paa. Jeg haver mange Elskere, og een
Nar er den, der viser nogen bort: Man finder ofte
hos een, hvad der fattes hos een anden og aldrig finder
man alle Fuldkommenheder foreenede i een Person.
Een haver Penge og er gavmild; den anden seer godt
ud, og giør vores Smag berømt; den tredie haver an¬
dre Egenskaber, som giør ham elskværdig, med et ord:
der er ingen, som man jo finder noget godt hos. Van¬
skeligheden bestaaer alleneste i at hindre, det den ene ey
faaer at viide hvor vel den anden er anskreven, thi der¬
med endes gierne deres Kiærlighed: og dette er det,
som giør mig bange for min rendex vous med Damon.
Men see der kommer han.
Scena I1.
Damon og Philandra.
Damon.
Allerede her, min sødeste Ven! og jeg kommer
en halv Time for Tiden som var beramt. Det havde
