197
jeg ikke villet for meget godt at hun skulde være den før¬
ste, thi jeg haver mærket, at een Person, som lader
vente efter sig, viiser sig imidlertid ikke paa den beste
Side.
Philandra.
Da kan jeg sige, at det giør en gandske stridig
Virkning hos mig, og langt fra at tænke noget, som en
var til Eders Fordeel, saa var jeg nu tvertimod henrykt
i saadanne Tanker, som skulde inderlig fornøye Jer, om¬
jeg vilde sige Eder dem.
Damon.
Hun er, som sædvanligen, alletider fuld af
Artighed; men overalt var det dog bedre den Tid, da
vi ey behøvede saa mange Omstændigheder, og jeg hvert
Øyeblik paa Dagen kunde see hende i min Faders huus,
uden mindste Umage.
Philandra.
Det er sandt, at det var en angenem Tid, og jeg
haver endnu aldrig været kiæd af eders Sælskab, kand
ey heller blive det. Men det fører ogsaa sin Fornøy¬
else med sig, at man ikke er dagligen tilsammens; det
giver Kiærligheden meere liv og giør den forelskte Per¬
sons Nærværelse endnu meere behagelig, hvilket jeg
mange gange haver fornummet; og jeg finder Eder nu
paa denne Time saa overmaade indtagende, at jeg næ¬
sten er glad over at jeg ey længere boer i Eders Fa¬
ders Huus.
Damon.
Underdanige tienere, min hierte Jomfrue! men
hun haver maaskee andre Aarsager dertil. Jeg er vis
paa, at hun ikke sidder den heele Tid igiennem og læ¬
ser i Taare=Persen, naar hun ikke seer mig; og jeg
haver hørt, at hun skulde have mange bekiendskaber.
