203
værdigt er det uden tvivl hos en Prinds, som bør være
ordentlig i alting, at begaae saadanne feyl; men vi see
paa høyere ting, naar vi (*) fortørnes derover. Det
er ikke feylen saa meget, at vi laste, som den mangel af
agtpaagivenhed, hvorved feylen foraarsages. Denne
uagtsomhed giør, at De for nærværende tiid forvirrer
den orden som ordene udkræve, men lade vi denne slem¬
me skik blive gammel, kommer De først i vane dermed,
da bliver det ikke meere i ordene, at De vil forvende
ordenen, men i tingene selv. Nu taler De
imod Grammatikens love; da vil De foragte de
bud, som foreskrives os af fornuften. J steden
for at straffe, vil De da belønne; og hvor De burde
belønne, der vil De straffe; med et ord: De vil giøre
alting uordentlig, dersom De ikke fra Deres spæde al
der af, vænner Dem til at være agtpaagivende, at be¬
stemme Deres flygtige og uordentlige rørelser, og at tæn¬
ke alvorlig hos Dem selv paa det, som De har at for¬
rette.
Det som giør, at mægtige Prindser, som De,
i fald de ikke des mere tager dem i agt, lættelig falde
til efterladenhed og en art af dorskhed, det er den over¬
flødighed, til hvilken de fødes. Nøden opmuntrer andre
mennesker, og bekymring for deres udkomme kalder dem
uafladeligen til arbeyde. De tvert derimod, for hvil¬
ken de midler, som ere nødvendige ikke alleneste til at le¬
ve, men til at leve herligen, fremstille sig af sig selv.
De have ingen ting at vinde ved arbeyde, intet af desli¬
ge ting at forskaffe Dem ved eftertanke og fliid. Men
tænk ikke, naadige Herre, at visdommen kommer Dem
saa let, og uden at De med fliid lægger Dem derefter.
Y3
Det
(*) De Herrer Bossuet og Huet vare denne Prind¬
ses Jnformatorer.
