205
De maaskee holde for, at det eneste, som var tilovers,
var, at blive stille og roelig i deres Cabinet, i det haab,
som en af Deres Digtere siger, at Guderne skulde for¬
rette Deres ting, imedens De sov. Men de var langt
fra sandheden, dersom De tænkte saaledes. Det er
ved at vaage, siger Cato viselig, som Sallustius for¬
tæller os, det er ved at handle, det er ved god
overlæg, at man er lykkelig: men overgiv Dem til
en roelig efterladenhed, da vil de forgiæves an¬
raabe Guderne: de ere vrede; de staae færdige til
Deres fordærvelse. Saaledes skeer virkelig alletider.
Det er ikke uden hensigt, at Gud har givet os dette lys,
som oplyser os bestandig, denne kraft til at igienkalde
det forbigangene, til at kiende det nærværende, og at
see det tilkommende forud. Hvo som ikke vil benytte
sig af denne himmelens gave, han maa nødvendig ha¬
ve Guder og mennesker til fiender. Thi man maa ikke
vente, hverken at menneskene skulde bære høyagtelse for
den, som foragter det, hvorved han er menneske, eller
at Gud vilde beskytte den, som ikke skiønner paa hans
allerherligste gaver.
(Taleren opmuntrer fremdeeles Prindsen til at
gribe sig an og til at rette sig efter Kongens sin Herr
Faders exempel, som bestyrer alting selv og stifter i sit
rige de viseste love.)
Jntet ønsker han saa høyt, som at meddeele Dem
sine raad, og i tide lære Dem den kunst at regiere. Dann
Deres aand saaledes, at den kan svare til saa store
hensigter. Tænk ikke paa hvor mægtigt det Rige er,
som Deres Forfædre have efterladt Dem, men hvor
megen aarvaagenhed der behøves til at forsvare det,
og at holde det ved lige. De maa ikke begynde med for¬
