210
Actus II.
Scena 6.
Medoc og Lucilia.
Medoc.
Jeg er overtydet om, at hun for nærværende
tid elsker mig: men føy mig nu i min begiering og fiig
mig en gang imedens vi staaer her og bier, om hun
aldrig haver elsket nogen anden, førend jeg var saa lyk¬
kelig at vinde hendes Gunst.
Lucilia.
Jeg haver -- - -
Medot.
Bie et Øyeblik, lille hierte; jeg vil ikke at hun
skal svare mig endnu: der er slet ingen Feyl begaaen,
om hun haver været indtagen af nogen anden: og paa
det hun desbedre kan troe, at det er min hiertens Tan¬
ke; saa vil jeg oprigtigen tilstaae, uden at hun spørget
mig derom, at jeg haver elsket mange Fruentimmer
inden jeg saae hende, endskiønt ingen af dem haver
havt min Kierlighed i saa høy Grad som hun. Følg
derfor mit erempel og bekiend kuns reent ud for mig:
jeg veed allereede noget deraf, men jeg vil gierne høre
det af hendes egen mund og jeg forsikkrer at hendes
Fortroelighed i dette tilfælde skal være mig saa kiær
at jeg skal elske hende dobbelt saa meget, om hun siger
mig det.
Lucilia.
J skulde elske mig dobbelt saa meget, om jeg
sagde det?
