212
Lucilia.
Naar jeg siger Eder, at jeg ingen Elskere have
havt fleere, end Eder, saa kan jeg umueligen nævne
nogen anden.
Medoc.
Siig mig da dens navn, som hun havde elsket,
ifald hun havde havt nogle.
Lucilia.
Nu veed J selv ey længere, hvad J spørger
om, min Kiære Herr Medoe!
Medoc.
Haver hun ey heller elsket Damon; det kan hun
dog vel ikke nægte, siden hun saa længe haver boet i
huus med ham. Han er elskværdig og en Liebhaber
af Fruentimmer; og siden hun nødvendig maatte see
ham hver dag, saa er det ey heller mueligt andet, end
at hun jo undertiden haver fornummet nogen Slags
Ømhed for ham. J det mindste haver han vel ikke kun¬
det bare sig for at elske saa deylig en Jomfrue, som
hun er?
Lucilia.
Det er dog een ting, som han aldrig haver betro¬
et mig. J veed at bande min Søfter, og jeg var paa
een Tid hos vores Formyndere Jeronymus, og den
gang holdt hans Søn sig stedse til min Søster. Siden,
da vi kom derfra og jeg efter Eders hemmelige Foran¬
staltning kom til at boe hos min Tante og min Søster
et andet Sted, seer jeg ikke meget til Damon, længes
ey heller derefter.
Medoc.
Ja, ja: jeg seer nok, at man ingen ting kan faae
at vide af hende: hun er mig alt for snild. Men nu
maae jeg en gang spørge om hendes Formynder snart
kommer til byen, thi skal jeg siige sandhed, saa er jeg
selv kiæd af all den Uroe, jeg giør mig, saa snart hun er
fra min Side, og jeg vil gifte mig i een af disse dagt.
