214
fortrædelig mine han sætter op, naar vi taler meget ven
ligt tilsammens: Han meener, at ligesaa stor Kierlig
hed som min Søster viiser imod mig, ligesaa meget
gaaer der hannem fra, og om han raadede, saa troer
jeg nok, at han ønskede, det ingen fleere Mennisker vare
til i Verden, end de toe. J det mindste vilde han nok
boe med hende paa een ubeboet Øe eller et andet øde
Stæd, hvor ingen kunde komme og betage hannem den
ringeste deel af hendes hierte og tanker.
Spartan.
Den lyksalighed blev han snart kiæd af--- men
jeg ynker ham i Sandhed af mit inderste hierte; han
som ellers er af saa stor en Caracter, saa ædelmodig,
saa godhiertet, saa oprigtig, saa fornuftig, og skal alli¬
gevel af een urimelig Kierlighed være forfalden til saa¬
dan daarlighed.
Philandra.
Ja det kan vist kaldes daarlighed, thi det gaaer
viidere, end nogen kan troe. Naar de undertiden ere
hos mig begge toe, saa finder jeg min Tidsfordriv i at
give Agt paa hans Uroelighed. Min Søster maae lage
sig for, hvad hun vil, saa er han allerider kunstig nok,
til at udtyde det til sit værste. Sidder hun stille paa
een Stoel og intet taler, saa meener han strax, at hun
tænker paa nogen fraværende, der fornøyer hende mee¬
re, end hans Nærværelse. Staaer hun imellem og seer
ud paa Gaden, saa kiger hun vist efter unge Karle som
han troer, og om han seer hende hilse nogen eller han
hører een Vogn kiøre forbie, strax farer han op fra
Stoelen til Vinduet, som der var ild i ham, og faaer
han paa Tiimen ey at vide, hvem det var, saa haver
han Andledning nok til græmmelse i en heel Uge. Seer
hun nogen gang ud af døren, saa er han hende strax i
hælene, og endskiønt ingen haver kaldet paa hende, saa
troer han endda, at enten een Biller doux eller en ung¬
karl nødvendig maae være falden ned af Skyerne for
