219
Nok er det mig, jeg eene veed,
At Du er GUd, at Du er Skaber,
Og at ved Dig jeg intet taber,
Da alt Dit Verk er Kierlighed.
Saa syng min Geist, saa got du kan!
Lad Overmod dig ey forleede,
At du til høye Ting vil meede,
Som overgaaer al din Forstand.
Laan til Naturens simple Sprog
Et ydmygt og fornuftigt Øre!
Der nok er, som din Sands kan røre,
Saa fremt du ikke er et Drog.
Men hvo kan skue dette alt?
Min flygtig Geist, hvor blev den Svimmel!
Da den saae al Naturens Vrimmel,
Den Tankløs til sin Ringhed falt.
Mon skabt, saa sagde den, vel kan
Almagtens Gierninger beskrive?
Mon Afmagt Tolk for skabt kan blive,
Som har een GUd til Skabermand?
Fornuftens svage Øye seer
Forundringsfuld paa altings Orden,
Men den dog lige klog er vorden,
Den seer kuns af sit dunkle Leer.
