220
Paa Gisninger det meeste groer,
Og hvad end Sind og Sands udfinder,
Dog alt om vore Mangler minder,
Fornuften mindre seer end troer.
OVisdoms Dyb! hvor underfuld
Henrykt min Tænkekraft forsvinder!
Jeg seer igiennem Øyets hinner,
Hvad Aand kan skue af sit Muld.
Hvo seer i mindste Væxt ey Dig?
Hvad større Magt, hvad større Under?
Jo meer jeg herpaa tænker, grunder,
Jo større bliver Du for mig.
Jeg flytter Øyet hist og her.
Strax alting alle Sandser rører,
Jeg skuer, lugter, smager, hører,
Jeg føler først nu min Begiær.
Kuns Dig, du lille Glem mig ey! *)
Som ved dit Navn min Andagt fremmer,
At jeg min Skaber ey forglemmer,
Men viiser mig til Hannem Vey,
Kuns dig! .. Min GUd! hvor meget saae.
I denne Blomst ey her mit Øye,
Da jeg betragtede den nøye?
Jeg saae selv Himlen i dens Blaae;
5 Vergifz mein nicht.
