221
J Midten Solen var antændt,
Som Straaler paa sin Himmel bringer,
Og Stilken var Almagtens Finger,
Som bar det heele Firmament.
Den lærer mig Uskyldighed,
Den sig ey stolt blandt Mængden viiser;
Men ikkun der sin Skaber priiser,
Hvor reene Lyster boe i Fred.
O! at jeg da, som Du, ey maae
Min Skaber nogen Tiid forgiætte!
Ja! lille Blomst! kom lær mig dette,
Saa reen og frie for Feyl at staae!
Her brød mit Øyesyn nu af,
Jeg saae hen over hiine Enge,
Saa langt, som Synet kunde trænge,
Eet vidt udstrækket Korn=hav.
Min GUd! hvad saae mit Øye her?
Et overflødigt Spiise=Kammer;
Hvor Forraad var for Suk og Jammer,
Ja meer end Gierrighed begiær.
Her saae jeg Haabet spiire frem,
For een vansmægtig Hob af Stakler,
Hvis svage Foed paa Armod vakler,
Og klager over eet Bestem;
