222
Som Modbør af een Trængsels Vind,
J nogle Aar har maattet lide,
Naar andre frem har kundet glide
Med fulde Seyl i Vellyst ind.
Ja! Ja! du Giærigheders Flok!
Som andres Trang ey kunde mærke;
Men dig mod Armod lod forstærke,
Og var ved Suk, som Steen og Stok.
Som egen Fordeel kuns ansaae,
Og nægtet dig for de Betrængte,
Der sig i Støv for Dig nedslengte,
For det Nødtørftige at faae.
Nu seer du selv, hvad du formaaer,
Du maaskee endnu Forraad haver,
Og skakkre vil med HErrens Gaver,
Men nu Forstanden stille staaer.
Ja slaae kuns af paa Kiøb og Priis,
Der seer du, GUd er Landet naadig,
Du bliver maaskee nu tvivlraadig,
Men frygt kuns for dit eget Riis.
Thi saa kan Han, som kuns er god,
Som udi Nød vil Haanden rekke,
Din Afmagts svage Vinger stekke,
Og paa vor Trængsel raade Bod.
