Velsignet Store Ophavemand!
Dig ene bør vi Æren give,
Som lod eet Aar, som dette, blive,
Saa frugtbar, som det mindes kan,
Hvo skuer ey Din Kiærlighed,
Med eet erkiendtligt ydmygt Øye,
Som burde Siæl og Hierte bøye,
Med Tak og Priis i Støvet ned?
Men, Store GUd! om vi ey før
Har viist os, som taknemmelige,
Saa styrk os selv, at vi kan sige
Dig Tak, saaledes som vi bør.
Vi meer end Aarsag har til Priis,
J dette Aar Dig, GUd! at yde,
Som lod vor Sorrigs Grøft udflyde,
Ved vor Kong Friderichs Forliis.
Da Du, o GUd! os gav igien
En Konge paa Sin Faders Throne,
Som værdigst bær den Danske Krone,
Og ønsker ikkuns Dig til Ven.
Som i sin høye Ungdoms Vaar,
Een Salomon i Viisdom ligner,
Der beder først, Du Ham velsigner,
Før Han i Møde Kronen gaaer
223
