250
Kong Friderich er død, af dette Navn den Femte,
Hvert Hierte bæve maae, thi Hierte-Sorg os klemte,
Ved det at Knappen sprang, maae Stolpene vel bæve,
Ved Ceder=Træets Fald, Fyr=Træer bange bleve.
Beklageligt det er, at Zions Klage=Tone
Paa os skal passe sig, nu faldt vor Hoveds-Krone,
Vort Hiertes Glæde blev med eet til Sorgen vendt
Vor Glæde=Dands holdt op, og grædende blev endt;
Thi alt for vel vi har maat Syrachs Viisdom lære:
I Dag en Konge, men i Morgen død skal være.
J Tvilling=Riget hver i Dag med Taare klager,
Vor Konge Scepteret har lagt, og fra os drager,
Han er alt stegen ned udaf sit Dommer=Sæde,
Hanzs Støv i Marmor lagt, men Siælen er i Glæde,
Hans Støv til Fædrenes maae vel i Aften føres,
Men i Triumph hans Siæl nu over Støvet høres.
GUd ham ved Høstens=Tiid indbandt i Livsens Knipper,
Og førte hannem hiem til Himlens faste Klipper;
For Purpur=Klæder nu ham klæder Himlens Ære,
For Kronen udaf Guld, ham givet er at bære
En Ærens, Livsens og Retfærdighedsens Krone,
Som ævig vare skal, hans Navn nu for Guds Throne;
Men skiønt vi fuld vel veed, at Ære uden lige,
Og Glæde fryder ham udi sin Faders Rige;
Vi for et Sørge=Tegn dog maae nødvendig agte,
At her for Fryds=Musik nu røres Sørge=Tacte,
At røde Purpur hen for sorte Bay maae vige,
At Zions Daatters Mand man seer i Støvet ligge,
At Zions Orgeler og hendes Alters Smykke,
Som hun selv klædes sort, ey agtes for en Lylke;
Thi det hun sørger for er det, som høyest skattes,
Og det, som skattes høyst, det vil man nødig fattes,
Hvad meest umisteligt blant alle Stænder holdes,
Naar dette mistes, og den største Sorg forvoldes,
Naar Guds og Kongens Huus har Græde=Kilder
Da ey forgieves er i Landet Suk og Raaben.
