251
En saadan Græde=Røst i Dag saaledes høres,
Prophetens Raab i Dag til Eftertanke føres,
Ham bydes: Prædike! Han vil først Texten lære,
Han faaer det Svar: Alt Kiød er Høe, skal Texten
være,
Her ingen Forskiel er, alt Kiød er Høe til haabe,
Den visseste saavel, som taabeligste Taabe,
Som Græs og Blomster maae foruden Forskel blive
Til Høe, saa maae alt Kiød og Dommen underskrive;
O! kunde Kongers Magt en Sygdom kuns bortjage,
Og Kongers Herlighed forlænge deres Dage.
Da meer end ypperligt det var, et Spiir at bære,
Men at det hielper ey, kand disse Ord os lære,
Vi hør alt Kiød er Høe, vi see og det er Sanden,
Vi see i Dag med Sorg udføres Scepter=Manden,
Vi hør udaf en Text, som over ham forklares,
At ey de Helligste for Dødsens Bud maae spares.
Den Dag vi seer man maae vor Konge død udbære,
Den bør herefter sort i vor Calender være;
Om denne Dag det ey urettelig kand heede,
Det er en Grumheds Dag, en Dag for HErrens
Vrede.
En Skylds= og Straffes Dag, en Dag for Sorg og
Trængsel,
En Dag, som sadte os i Sorgens mørke Fængsel.
Hvad undrer vi da paa, at Mørket os omgiver;
Ti Tusind tændte Lys vil os ey andet sige,
End at et Lys er slukt, hvis Skin var uden lige.
Thi maae vi sørgende os til Liig=Texten vende,
Den bringer Sorrigs Bud, det maae enhver bekiende.
J Textens Ord der er for Øye og for Øre
Fuldkommen Mættelse, de Graad og Glæde føre;
Af Textens første Ord to Rigers Øyne mættes
Med Graad; men sidste giør vor Glæde overvættes,
Først skuer Øyet det, som vel er værd at skue,
Men ved det samme Syn man græde maae og grue;
Saa her for Øyet er vist meer end nok at see,
