252
See! Seel din Konge døer, O! græd af Hierte=Vee.
Dernæst for Øret er og noget værd at høre,
Og ikke mindre fiert, end værd at laane Øre,
Og følgeligen maae det Glæde foraarsage,
Jmod det Øyet seer, forvolder Graad og Klage.
At udi Ordet: See! Jeg døer, er nok for Øyet,
Som der er værd at see, det viser Ordet nøye;
Thi Ordet: See! det er et heelt merkværdigt Ord,
Som viser stundum godt, og stundum onde Kaar.
At det er ikke kiert, kand Ordet: Jeg, nok lære,
Jeg Jsrael, Jeg døer, Jeg, Jeg, din Fader kiere.
Kan gode Børn vel see en Fader døe med Glæde,
Ney, dette Syn det vil nok lære Børn at græde,
At græde, naar de seer, han døer, er vist en Følge;
Og, naar han alt er død, kand de ey Graaden dølge.
Vort Tvilling=Rige seer i Dag et Syn mærkværdig;
Men ikke kiert at see, thi hver er Græde=Færdig.
Vi seer vor Konge til sit Hvile=Sted henføres,
Det sees ey uden Graad, af Sorrig Hiertet røres;
Vi seer en Konge døer, vi seer ham død at være,
Vi til hans Grav=Sted seer ham ført med Pragt og
Ære,
Men denne Sørge=Pragt kand Sorgen selv ey lætte
Men Pragten volder at vi maae os græde trætte.
For Øret derimod er noget værd at høre,
Som er till ge kiert, og Glæde kand medføre,
Her siger Jfrael: GUd være skal med Eder,
Til Joseph taler han, hans Søn han dermed glæder;
Han, som der havde seet, hvad ham kom til at græde,
Han nu at høre faaer, hvad foraarsager Gæde.
Da Jfrael han døer, han GUd sin Søn befaler,
Med sine Sønner og til dem særdeles taler:
Nu jeg ey længre kand, skal GUd hos Eder blive,
Jeg intet bedre har, ey heller veed at give;
Hør Tvilling=Rige, Hør, hvad Eders Konge siger,
Da han fra Verden gaaer, de ham paa Hiertet ligger,
Han taler til sin Søn, og Eder med det samme;
