256
Det er mod Sorgen Trøst, at see at han er reede,
At gaae af Verden ud, er vis paa Himlens Glæde;
De Himmel-søde Ord, som af hans Mund udflyder
Er vis Forsikkring, at et bedre Liv han nyder.
O! hvad andægtigt Syn var det ey at erfare,
J sær for Jacobs Børn, som alle samlet vare,
Med hans Livsalig Mund han Trøst og Lærdom giver,
Og af den samme Mund de og velsignet bliver.
Saa har Kong Friderich og Jacob deri lignet,
At han som Jacob har sit heele Huus velsignet,
At han som Jfrael var reede at herflytte,
Og overloed sit Huus til GUd selv at beskytte,
Sin Søn leverte han sin Riger at regiere,
Med den Fortrøstning, at GUd skal med hannem
være;
Derpaa han velbereed, som Ejechias vendte
Sig om til Veggen og sit Liv frivillig endte,
Han vendte Verden Ryg, var kied af hendes Møye
Og var med Tankerne opfaren i det Høye.
Her seer man Døden giør en Forskiel paa Personer,
Men at de og maae døe, som bære Konge=Kroner;
Man veed at Guders Navn er givet dem at bære,
Og at GUd givet har dem megen Magt og Ære;
Man Jordens Guder kand med rette dennem kalde;
Men de som Mennesker maae dog for Døden falde,
Vor salig Konge var og vist en GUd paa Jorden,
Som sad paa HErrens Stoel udi Guds Sted i Norden,
Han som Sergja var en Fyrste from og stille,
Som en Freds=Konge vi ham og erindre ville;
J hans Tiid Sverdet til Plou=Jerne kunde smedes,
Til Segle=Spydene da kunde og beredes.
Her var Retfærdighed med Mildhed sammenbunden,
Dog Naaden mægtigst blev paa Rettens Vægt besun¬
den;
Her sees kun nogle faa af de Lineamenter,
Man i et Ansigt saae paa Dannemarks Røgenter;
