258
Thi i hver Stad og Bye man som hans Grav bereeder,
I det man overalt hans Død og Grav begræder.
Nu vi om Død og Grav vil her ej meere røre;
Men vil nu høre det, som Glæde kand medføre;
Vi med Jfraels Trøst os ville trøste lade;
Thi naar GUd er med os kand ingen Ting os skade.
Vi Textens sidste Ord med Glæde eftertænke,
En herlig Gave har den Jfrael at skienke;
Han siger nu Farvel til alle sine Sønner,
Med en Velsignelse han hver i sær belønner,
Og Joseph udi sær med den Fortrøstning glæder,
Som GUd han var med mig han være skal med Eder.
Om een GUd taler han, og ey om Guder fleere,
Den ene sande GUd, han skal med Joseph være;
Den GUd, som Jacob selv, saa meget nøye kiendte,
Den samme GUd, som han saa vel og troelig tiente.
Han veed den GUd er til, han holder ham for Fader,
Derfor i Faders Stæd ham Joseph overlader;
Den GUd han skal med ham og hos ham alting være,
Den Gild er hannem nok, hvad kand han meer begiere;
Thi hvo som haver GUd, har alting overflødig,
GUd dennem være skal, alt hvad de haver nødig.
Skiønt vi ham ikke kand med Jacobs Arme fatte,
Vi maae dog Salige os her og hisset skatte,
Om vi som Thomas kand ham med en Finger røre;
Thi Gud er eene den, som kand lyksalig giøre;
Den der er rig i GUd, har Rigdom uden Ende,
Og den der eyer Ham, med Jaeob kand bekiende,
Jeg har aldeeles nok, langt meer end Verden eyet,
Guds Naade, som jeg har, ald Verden overveyer.
Jeg har alt hvad som er; Thi GUd er alt allene,
Og medens jeg ham har, skal alle Ting mig tiene,
Naar Moses spørger ham, hvad Navn han monne bære,
Da Moses faaer det Svar: Jeg er den, Jeg skal være,
Og da hans Navn det er: Jeg er den, Jeg skal være,
Da skal han være os alt hvad vi vil begiere.
