260
Saa gaaer det, naar GUd er med os og os beskiærmer,
Maae Fienden vige hen, naar han end grummest svær¬
mer;
Den HErre Zebaoth er vist med vore Lande,
Ja vist er GUd med os, det maae vi alle sande;
Thi vel er Jfrael ved Døden fra os kaldet;
Men Joseph lever jo, vor Lod er deylig faldet.
Her er en Medicin, som kan vor Smerte lindre,
Er vor Forliis end stoer, er ey Gevinsten mindre;
Thi Lykken var saa god, som vi den kunde vendte,
Og meget bedre, end vi nogen Tid fortiente.
Guds Forsyn haver det saa lavet i vort Rige,
At det sig Kongeløs skal aldrig kunde sige.
Vor Salomon er aldt paa Fædres Throne steget,
Og Riget bleven er af HErrens Haand hans eget;
Et Faders Hierte skal han vist nok lade kiende,
Til gode Børn han vil sig med sin Naade vende.
Retfærdighed i Dom vi skal hos ham fornemme,
Med fyrig Nidkiærhed han skal Guds Ære fremme.
Som Diamanten er den ædelste blant Stene,
Og derfor Konge=Navn blant dennem kand fortiene;
Saa er vor Joseph, som den ypperste i Norden,
Og nu en Konge for et Tvilling=Rige vorden.
Hiin Joseph fordum var en høy og mægtig Herre,
Stormægtig Konge-Navn vor Joseph bær med Ære;
Hiin Joseph var vel en Regenter uden Krone,
Men Vores Arve=Fød til Krone og til Throne,
Udaf det Konge-Blod, som vi i sær velsigne,
Tie Tusende af os er ey mod ham at ligne.
Men, i hvor stor han er, han dog for GUd nedfalder,
Og ham allene for sin Over=Herre kalder,
For hans Fodskammel han nedlegger Magt og Rige,
Sin Krone, Scepter og sig selv med aldt tillige,
For GUd, som ham har giørt til Konge her paa
Ja, haver gjort, at han er Christen Konge vorden.
