261
Vel Konge=Navn er stort, men Christen Konges større;
Vel Joseph paa sin Haand en Pharaos Ring kand
føre,
Og selv paa HErrens Haand som en Signet-Ring
bæres
En Konge æres meest, naar GUd af Kongen æres,
Josias fordum har en Krone meget prægtig,
Hver Ædelsteen i den var ypperlig og prægtig;
Men ingen Ædelsteen saa glimrende kand være,
Som Kongens Nidkiærhed han havde for GUds Ære.
Om Josephs Brødre sig end dybt for hannem bøyet,
Saa knælede han dog for GUd, som ham ophøyet;
Saa maae og den, som er paa Ærens øverst Toppe,
Og har med Salomon sit Sæde sex Trin oppe,
Ey glemme, at GUd er dog over ham allene,
Og at han under GUd ham ære bør og tiene.
Hvor deyligt er det dog, naar den, som meest er være
dig,
Er og den første, som der er til Offer færdig,
Som Kronen giør, saa giør og den, som Sværdet fører,
Saa og den Maal og Vægt og Hammeren tilhører;
Paa Kongen agter hver, og alles Øyne vendes
Til Kronen, derfor kand det ogsaa ofte hendes,
At en Lovgiveres Exempel meer udretter
End alle Lovene, som han for Folket sætter.
Nu Tvilling=Riget har vel Aarsag sig at glæde,
Ved det, at Salomon er sadt paa Davids Sæde;
Hver Undersaat kand see Gudsfrygt og alle Dyder,
J Kongens Hierte boer, og all hans Vandel pryder,
Tre gange 10 Aar seer vi Josephs Alder være,
Da ham Ægypten blev betroet at regiære;
Vor Joseph haver kuns lidt over halv hans Alder,
Da Tvilling=Riget ham sin Souveraine kalder
Men samme Alder har han nu, han bærer Kronen,
Som Salomon, da han ophøyet blev paa Thronen,
Og just det ene Tal, som man fuldkommen kalder,
Hans Chifre teignes og med Ti udgiør hans Alder.
