263
Han siger: Aarle jeg af Landet vil udslette
Enhver ugudelig, og dem, som forurette,
Dem jeg udrydde vil af HErrens Stad tillige,
Jeg ikke lide kand de Onde i mit Rige.
Og Salomon, som har paa Thronen fulgt sin Fader,
Han Faderens Forsæt og ikke efterlader;
Saa Konger ligne maae en Viingaardsmand som
flytter
I Haugen nogle Træer, som ey paa Stædet nytter,
Og andre derimod, han giøder og beskiærer,
Saa de med Tiden ham de beste Frugter bærer.
Den allerviseste blant Jordens Konger alle
En retviis Konge maae saaledes selv afmale:
Han sidder paa sin Stoel, af hvilken han adspreeder
Med sine Øyne dem, som Ondskabs Vey betræder.
Retfærdige Regent! Taeg paa din Dom-Stoel Sæde,
De Gode samle, men de Onde slet adsprede;
Lad Dyden faae sin Løn, lad Udyd straffet blive,
GUd selv af Himmelen dig hertil Styrke give.
O Viisdoms Elskere! Det vil nu ikke feyle,
At jo enhver nu vil til Viisdom flittig beyle,
Enhver forsikkrer sig, at Viisdom skal belønnes
Med Ære, og at her skal grandt paa Viisdom skiønnes.
J saadant Haab vi vil os i dit Skiød nedlegge,
Vi veed, at vores Nød dit Hierte kand bevæge.
O! Allernaadigste Kong Christjan, store Herre!
Til dig vi Rigerne, os Selv og aldt levere;
Til Forsvar ville vi dig Kirken overgive,
Til Eye Kronen din, og Dines Arv skal blive;
Til Pleye ville vi og Rætten dig befale,
Med Gods, med Liv og Blod, levere vi os alle;
Men, Mildeste Monarch! vi vil forsikret være,
At du ei glemmer, at vi var Din Faders Kiære;
Vi raaber nok engang, og sige: Naade, Naade,
Guds Naade vær med dig, og Naade ligemaade
Med den din Engel, som fra Engel=Land skal komme,
Hvorfra GUd gav og dig din Engle=Moder fromme.
