267
tagelser. De hvilede sig altsaa indtil følgende Dags
Middag. Paa Jorden kand man vel arbeide hver Ti¬
me paa Dagen, men saaledes er det ikke i Maanen,
Man anrettede et saa velsmagende og stadselig Mid¬
dags Maaltid, at de syn Vise, uden at tænke derpaa,
spiste som syv Tærskere; deraf bleve de tunge og følge¬
lig ubeqvemme til at giøre Slutninger; altsaa havde
de nok at giøre den øvrige Tid af Dagen med at for¬
døye. Alleneste mod Aften kigede de giennem Vind¬
vene i Spisesalen, og saae fortreflige og indtagende
Sletter, og deylige Blomster=Enge, som glimrede i
Soelens Straaler. De kom og saavidt, at de opda¬
gede, at Luften var opfyldt med den behageligste Lugt,
og gav Gienlyd af en uendelig Mængde Fugles velklin¬
gende Sange, herover giorde vore Vise deres Betragt¬
ninger, indtil Dagen havde Ende. De store Speru¬
lationer, som de havde foresat sig at giøre, opsatte de
til den følgende Dag, og opfyldte med deres Forsæts
Fuldgiørelse, reiste de sig alle, før Morgenrøden frem¬
kom. Men i det Øyeblik, som de gik ud af Slottet,
for at bemærke og beskrive Maanens Herredømme,
mødte dem en Sværm unge Piger, som med en be¬
hagelig og forførende Geskæftighed tilbød dem tusinde
smaa Tienester; det havde været alt for eget, hvis
kloge Mænd, der Aftenen tilforn ikke havde kundet
imodstaae et Giestebuds Behageligheder, om Mor¬
genen havde været saa plumpe at gaae forbi disse
Smukke uden at see paa dem, de saae da paa dem, i
Førstningen med Ligegyldighed, strax derpaa med
Beundring; men det var ikke nok; de fornøyede sig
saa meget med at see paa dem, og at examinere dem,
at de sluttede med at lege og dandse med dem. De
troede at de ikke havde spildt uden et Øyeblik i dette
muntre Selskab, da Arbeidstiden allerede var forsvun¬
den; Dagen begyndte allerede at helde, og endtes med
