271
de, at de ikke havde Ret at tale, siden de stode under
Villien, og at de ikke vare Courerer for at bringe
Begrebene til Sielen, og endelig at de ikke vare andet
end Passageres paa Skibet, naar Villien stod ved
Roeret. Man formaaede derfor Villten at fremstille
sig, men hun soer, at Sandserne altid regierede hen¬
de, at de havde styrtet hende i en Mængde Uleilighe¬
der, at de ikke havde ladet det blive derved, men hav¬
de først lænket hende som en Slave ved Fødderne af
en forfængelig Tyran, som kaldes Moden, og be¬
handled hende paa det haardeste. Man besluttede der¬
for at erklære Moden Arrest, og imidlertid proceder¬
te man for Retten med Vellysten¬
Det første Vidne, som man bragte mod hen¬
de, var et ungt Menneske, der allerede var svag og
affældig; hans smale Skin=been kunde neppe bære ham
for Retten; han stod ofte stille for at faae sit Vær;
endelig udpeb han dette Vidne med en sygelig, og
røstende Stemme. Han erklærede, at den Anklagede
var den største Bedragere under Soelen, at han havde
tilsat anseelige Midler, og en sterk Sunhed for at
følge hende, at hun vel havde givet ham søde Ord;
men altid skuffet ham, at han først engang havde giort
Bekiendtskab med Vellysten ved Universitætet, hvor
hun havde fristet ham under et billede af en smuk
Jagthund for at holde ham fra sine Studeringer, han
sagde, at han strax havde sat sig i en glimrende Equi¬
page for at ære Vellysten, og at søge at faae hende
fat i Comoedie=Spille=Jomfrue= og Viin=Huse, men
at han aldrig havde truffet hende. Han tilstod, at
han undertiden havde seet hendes Spøgelse paa Viin¬
huuse, men, eftersom han temmelig ung havde begyndt
at drikke, og han altid var enten drukken eller dorsk,
