272
havde han sielden havt den Satisfaction at nyde hen¬
de. Naar han var ædrue, var han ikke vel, og naar
han var fuld af Viin, sloges han, Endelig erklærede
han for Retten, i det han soer ved sin GUd, at Vel¬
lysten i enhver Betragtning var en aabenbar Bedra¬
ger.
Det andet Vidne var en artig Dame af en
empfindtlig Complexion; hun kom med megen Beha¬
gelighed flyvende ind i Skrankerne, og vilde kaste sig
om Misdæderens Hals; men den fornemmeste Bye¬
svend, Overveyelsen, giorde halte i hendes Henryk el¬
ser, og spurgte, om hun kiendte hende. Ved dette ly¬
stige Spørsmaal brast denne Smukke i Latter, blev
strax rød, undskyldte sig stamlende, og faldt hen paa
Bænken mellem Egensindighed og Haabet, Velly¬
stens Advokater. Hun blev atter tilspurgt om hendes
Forbindelser med den Anklagede; hun svarede: at det
var hendes Fortroeligste, at hun havde været opdra¬
get med hende fra hendes Barndom, og at Domme¬
ren og hans Byesvenne vare Barbarer; og i dette
vendte hun sig mod den Fangne, og indbød hende at
at komme i en Forsamling, hvor hun vilde finde et
kiælen Sælskab, som Frøken C. Madame W. Jfr. L.
hun nynede derpaa en Opera=Arie og forsvandt i et
Øyeblik.
Derpaa hørte man en gammel Mand, som
uagtet hans mange Aar og Alders Kulde, endnu vii¬
ste Levninger af en stærk Sundhed: See! sagde han,
du ærværdige Dommere, det ulykkeligste Menneske;
jeg har min heele Levetid søgt Vellysten, indtil jeg
endelig er nedstyrtet i Elendighedens Afgrund. Jeg
